Der er mange gode grunde til at vælge lokale grøntsagsproducenter, når du køber fødevarer. Den måske mest åbenlyse er, at det støtter områdets økonomi ved at skabe arbejdspladser, hvilket kommer alle til gode. En anden gevinst, der også kommer alle til gode, er bæredygtigheden. Når du køber lokale råvarer, minimerer man transporten og mindsker dermed CO2-udledningen. Hos Gartnerhallen kører vi i forvejen i hele området og blandt de lokale producenter, så der er ingen ekstra transportudledning, når du køber lokale grøntsager hos os. Så selv når du ikke vælger økologiske råvarer, vil det gavne miljøet, at du køber lokalt. Og så vil det altid være langt mere autentisk at bruge lokale råvarer, for det betyder, at du får alle de lækreste råvarer, som sæsonen byder på. Friskt fra marken til din dør.
Fotokredit: Axel Månsson A/S
Fotokredit: Axel Månsson A/S
Den lokale fortælling
Der er mange fordele ved at blive en del af det lokale råvaresamarbejde, som er igangsat af VisitHerning, Bæredygtig Herning og en lang række lokale spise- og eventsteder. Foruden de samfunds- og miljømæssige gevinster, bliver du en del af den lokale fortælling. Her ved vi præcis, hvor grøntsagerne bliver produceret og hvem, der har passet og plejet dem undervejs. Det kan også blive en del af fortællingen i din egen forretning til glæde og interesse for dine kunder.
Når vi kender hinanden, er vi desuden mere tilbøjelige til at hjælpe hinanden. Vi søger dialogen og hylder principper som åbenhed og transparens. Vi hjælper hinanden, eksempelvis når nogen har for mange eller for få af en bestemt vare. Fordi det giver god mening, og fordi vi på den måde minimerer madspild.