Mød dine lokale producenter

Idéen til det lokale råvaresamarbejde opstod, fordi de lokale restauranter gerne vil kunne bruge flere lokale råvarer og lokale fødevareproducenter. Når vi handler lokalt får vi desuden mere frisk grønt, skaber god lokal økonomi og styrker det lokale netværk fra jord til bord.

Men i høj grad også fordi det er populært blandt restaurantgæsterne at vælge bæredygtige spisesteder gerne med fødevarer, der er hentet et stenkast fra kundens tallerken og gemmer på lokalhistorie. Det er VisitHerning og Bæredygtig Herning, der står bag initiativet sammen med lokale spise- og eventsteder. Gartnerhallen håndterer kundernes bestillinger og indsamling samt udbringning af de lokale råvarer.

Lokal friskhed direkte fra jord til bord
Månsson er en af områdets mest innovative producenter af økologiske grøntsager og økologiske æg. Med konstant fokus på jorden, planterne og miljøet omkring sig, har Axel Månsson produceret grøntsager i mere end 40 år. Sortimentet er bredt med minimum 32 forskellige slags grøntsager, som i sæson først bliver høstet, når du har bestilt dem. Med knap 2000 hektar samlet lige omkring Brande er der kort vej, fra grøntsagerne bliver høstet på marken, til de er hjemme på køl. Og med levering direkte til dig som lokal kunde, kan det næsten ikke blive mere friskt, om du så høstede selv. Direkte fra jord til bord.

Månsson er Danmarks største producent af icebergsalat, men på de lokale marker bliver der også produceret andre grøntsagskulturer såsom løg, hjertesalat, bladselleri, broccoli, spidskål, hvidkål, grønkål, fennikel, pak choi og mange andre. Desuden har virksomheden landets eneste løgskrælleri, der kan levere hele skrællede løg og løg i tern og ringe. Størsteparten af grøntsagerne bliver dyrket økologisk. Og ved at udvælge bestemte sorter og arbejde med nye vækst- og høstteknikker, formår Månsson at forlænge sæsonen, så du kan få de friske lokale grøntsager så længe som muligt.

Bæredygtighed, cirkulær produktion og økologi ligger Månsson meget på sinde. Med egen ægproduktion fra økologiske høns, er gartneriet selvforsynende med egen økologisk husdyrgødning. Virksomheden producerer selv strøm via solceller på tagene og har desuden eget biogasanlæg, der leverer gas til naturgasnettet, mens den afgassede biomasse bliver nedfældet i jorden som værdifuld gødning til grøntsagerne. Månsson arbejder også på at blive selvforsynende med foder til de æglæggende høner, så virksomheden bliver uafhængig og belaster klimaet mindst muligt.

Obling Gårdbutik

Inspirationsmateriale »

Smagen af lokal friskhed og kvalitet
Fra hånden til munden! Der findes nok ikke noget udtryk, der beskriver konceptet hos Oblings Gårdbutik mere præcist. Den lille gårdbutik lidt uden for Ikast rummer 11 hektar jord, hvorfra både private og erhverv kan forsyne sig med friskhøstet og i mange tilfælde håndplukket grønt. Driften er ikke decideret økologisk, men ukrudtet bliver primært holdt nede med håndkraft, lige som eksempelvis gulerødder, jordbær og nye kartofler bliver høstet med hånd.

Hos Oblings Gårdbutik er smagen nemlig det altafgørende. Derfor er sorterne ikke valgt efter, hvad der er nemmest eller giver størst afkast, men efter smag og kvalitet. Her er gulerødderne eksempelvis valgt efter den maksimale sprødhed, hvilket betyder at den færdige grøntsag skal høstes med håndkraft for ikke at sprænge. I sæsonen bliver der taget kartofler op fem gange dagligt, og i alt høster Oblings Gårdbutik en hektar kartofler med håndkraft. Og de større bestillinger ud af huset, bliver altid høstet samme dag, som de bliver afhentet.

Idéen til gårdbutikken blev skabt i 1983, hvor de allerførste jordbærplanter blev sat. Senere blev sortimentet udvidet med kartofler, og i dag har butikken op mod 50 forskellige varetyper. Udover jordbær og kartofler finder du eksempelvis også gulerødder i fem farver, mange typer kål, blomkål i forskellige farver, rabarber, jordskokker, krydderurter og seks forskellige slags græskar. Der er drivhuse med velsmagende specialiteter og særlige tomater, butikken har spiselige blomster, hjemmedyrkede ramsløg og linzer-kartofler, fordi Oblings Gårdbutik går efter at dyrke ting, som man ikke kan købe ret mange andre steder. Her bliver nye ting prøvet af, og virksomheden er som regel med på idéen, når en kunde henvender sig og beder dem prøve noget anderledes.